Prisen er på kr. 100.000,‑ og overrækkes skolen ved dens daglige leder Lars Stubbe Teglbjærg.

Skolen blev oprettet i 1949 og kom til at bære Folke Bernadottes navn. Dette skulle symbolisere skolens mål om at formidle en international indstilling, mellemfolkelig forståelse, tolerance og andre demokratiske værdier, uanset forældrenes nationalitet, race, samfundsklasse, religion eller politiske overbevisning.

Bernadotteskolens pædagogiske formidlingsformer var fra starten helt nye, idet skolen var den første, der forsøgte at være mere demokratisk og mindre autoritær, en af de første til at eksperimentere med andre undervisningsformer end den traditionelle klasseundervisning, en af de første til at tildele de musisk‑æstetiske og praktiske fag en væsentlig rolle ved siden af de traditionelle skolefag, og den første skole med udenlandske elever og en tidlig engelskundervisning.

Bernadotteskolen er en af de skoler i Danmark, der har gjort mest ud af den eksterne formidling om skolens metoder og erfaringer. Der er holdt mange foredrag, givet utallige interviews og skrevet adskillige artikler, Og skolen har på imponerende vis udgivet jubilæumsrapporter. 1 1960 udkom 10‑årsrapporten Bernadotteskolen, Den Internationale Skole i Danmark (80 s.), i 1969 kom 20‑årsrapporten, En skole bliver til (328 s.), i 1980 fulgte 30‑årsrapporten, En skole bliver ved 1‑2 (102 + 80 s.), og endelig udkom Bernadotteskolen, 50 år (176 5.) i 1999.

Bernadotteskolen har i snart 60 år uafladeligt ændret og udviklet sig i takt med indvundne erfaringer. De pædagogiske formidlingsformer er gennem årene til stadighed blevet nuancerede. Skolen har lært, at pædagogiske løsninger aldrig er absolutte, men er relative størrelser. Skolen har derfor også bekendt sig til en særlig blanding af pragmatik og idealisme. Pragmatikken er dagligdagen, mens idealismen i formålsparagraffen skal sikre målet med den pædagogiske formidling. Mange af Bernadotteskolens formidlingsformer er efterhånden blevet hverdag i den øvrige skoleverden. Men hvor mange andre skoler er under angreb for at være blevet fagligt utroværdige og manglende disciplin med det resultat at forældrene søger væk, så har Bernadotteskolen ventelister, der er længere end nogensinde. Der er således fortsat brug for Bernadotteskolens formidling af sine erfaringer og inspiration til skoleverdenen.

Bernadotteskolen har gennem sit formidlingsarbejde vist, at den mere demokratisk involverende skole kan være engagerende og give eleverne en høj grad af ansvarlighed, og at det faglige niveau kan opnås ved at koble det musisk‑æstetiske og praktiske med det teoretiske og cerebrale, og endvidere at mangfoldigheden blandt eleverne kan forenes med et stærkt fællesskab.

Fonden har ønsket at hædre Bernadotteskolen for såvel det enestående pædagogiske formidlingsarbejde som for formidlingsindsatsen overfor skoleverdenen gennem snart 60 år.

Svend Bergsøes Fond

Tak!

På Bernadotteskolens vegne er jeg meget beæret og glad over at modtage Bergsøefondens formidlerpris, og jeg vil gerne kvittere med nogle få ord:

Pædagogik er nærmest pr. definition formidling, bl.a. formidling af faglige kundskaber og færdigheder, men det er også noget mere. Skolepolitikken er i disse år blevet til en politisk kampplads, som vi aldrig tidligere har set magen til. OECD-rapporter og PISA-undersøgelser har fået den særlige danske blanding af mindreværdsfølelse og storhedsvanvid til at kæntre til fordel for mindreværdet, og det skal der - mener toneangivende politikere - rettes op på ved at kopiere først og fremmest de angelsaksiske landes skolesystemer. Og vist kan der være mange ting, der trænger til en justering eller ligefrem en kursændring, men der er også – efter min opfattelse - et barn, der ikke må skylles ud med badevandet. Skolen i Danmark har faktisk på et overordnet plan leveret varen i den internationale konkurrence – eller, som jeg engang hørte én person med stor international erfaring udtale: ”Det er egentlig forbløffende så godt danskerne klarer sig den store verden, i betragtning af hvor dårligt de er uddannede!”

Den tvetydighed i uddannelsesbegrebet, der hermed peges på, må netop ikke gå tabt i disse års reformiver. Ingen kan bestride, at vi kan lære meget af andre, men vi har også selv noget at byde på. Det er næppe i skridtet tilbage, at man finder fremskridtet.

Det moderne samfund har nemlig ikke brug for artige elever, der kan løse standardiserede opgaver til ug med kryds og slange. Det moderne samfund har brug for duelige borgere med et kreativt forhold til deres egne færdigheder og viden, og – ikke mindst – med et kreativt og deltagende forhold til de fællesskaber, de indgår i. Derfor er der brug for skoler, der – som bl.a. Bernadotteskolen – med deres eksempel kan vise, at valget ikke står mellem en skole, hvor børnene lærer noget, eller en skole, hvor børnene trives. Der er derimod brug for skoler, hvor børnene trives og lærer noget. Valget står heller ikke mellem individualisme og fællesskabsideologi. Der må nødvendigvis være tale om et både og. Valget står heller ikke mellem en skole, der dyrker det faglige i modsætning til en skole, der dyrker det kreative. Modsætningen er falsk. Der er nemlig brug for skoler, der søger det kreative i det faglige og det faglige i det kreative. Det kreative er ikke et hobbybetonet tidsfordriv, men derimod – efter min opfattelse - betegnelsen for den inderligste beskæftigelse med virkeligheden. Valget står endelig heller ikke mellem en skole, der forskanser sig i såkaldt ”danske værdier” med national kanontænkning, i modsætning til en skole, som reservationsløst overgiver sig til multikulturel relativisme og holdningsløshed. Der er derimod brug for skoler, der forpligter sig på universelle værdier, som vedkender sig den danske kulturs historiske gæld til verden udenfor Danmark, og som vedkender sig den danske kulturs bidrag til samme! Til det sidste hører efter min opfattelse så afgjort den frihedstradition i skoleverdenen, som indtil nu har været et absolut særkende for Danmark – eksemplificeret ved bl.a. de frie skoler, men med virkninger langt ind i den offentlige skole.

Jeg opfatter pristildelingen som en anerkendelse af den indsats Bernadotteskolen har gjort gennem mere end et halvt århundrede. Denne indsats har stået for mangfoldighed, åbenhed og udsyn med en stærk forpligtelse over for elementære, demokratiske værdier. I Bernadotteskolens levetid har verden ændret sig kolossalt, men også på en sådan måde, at skolens bærende ideer har vundet fornyet aktualitet, ikke blot i snæver pædagogisk forstand, men i almen kulturel og samfundsmæssig forstand. Det betyder netop ikke, at disse ideer bare vinder frem – tværtimod er der stærke strømninger i samfundet og i verden, der anfægter dem.

Også i denne værdibaserede forstand er pædagogik pr. definition formidling. På det nære plan har vi mange vidnesbyrd om, at elever og forældre anerkender den formidlingsindsats, der hver dag øves af Bernadotteskolens medarbejdere. Den tid er efterhånden langt borte, hvor aviserne var fulde af skandalehistorier om forholdene i ”abeburet på Hellerupvej”. Nu nyder vi oven i købet en slags respekt. Den skaber måske ikke de daglige, store overskrifter, men realiteten bag den har vist sig at være langstidsholdbar. Bergsøefondens formidlerpris er imidlertid en ekstra anerkendelse, så at sige en ekstra offentlig anerkendelse, og jeg er ikke bare glad, men også stolt over at modtage den på Bernadotteskolens vegne.

Tak!

Lars Stubbe Teglbjærg